Nyt familiemedlem:
De Sibiriske katte er generelt meget sociale, men hver killing er et unikt individ med egen personlighed. Derfor er det vigtigt, at finde det rette hjem til den rette killing, hvilket kan være både en stor opgave og et stort ansvar.
Vi vil her i det følgende give lidt gode råd med på vejen, til når i anskaffer jer et nyt familiemedlem.

Når en killing eller en voksen kat hentes hjem, vil den måske være utryg, da den er blevet adskilt fra sin mor, søskende, vante omgivelser og tidligere ejer/opdrætter. Her i den første tid er det vigtigt, at give katten mange positive oplevelser, og at man er lidt mere forsigtig og opmærksom.
I den første periode knyttes båndene mellem jer, og det er vigtigt at give katten en masse kærlighed. Man skal også huske, at prægningsperioden for en killing normalvis ikke er ovre endnu, på det tidspunkt hvor man modtager den. Så alt hvad man udsætter killingen for, spiller en rolle på godt og ondt!
Det er en god ide, hvis man præsenterer et enkelt rum ad gangen, for den lille ny killing. Det er mindre stressende og den kan nå at danne sig indtryk, og vænne sig til tingene. Gør det over nogle dage, afhængig af hvor stresset killingen er.

Hvis man har andre katte, bør man lukke dem i hvert sit rum til at starte på. Derefter sætter man dem i det modsatte rum (lad dem bytte rum), så de bliver bevidste om hinanden, før de mødes. Dagen efter, eller måske efter nogle timer, afhængig af kattenes reaktion, kan man sætte den nye kat ind i et rum i en transportkasse, hvorefter man lader den anden kat nærme sig kassen. Skulle der opstå stridigheder, kan de ikke skade hinanden.
Går det tilsyneladende fint, kan man langsomt åbne for transportkassen og lade katten komme ud, så de rigtig kan mødes. Husk at være klar til at rykke ind!
Husk at katte oprindelig ikke er flokdyr, derfor kræver de tid til at vænne sig til hinanden, hvis man har flere i samme hjem. Oftest tager det tid, men ender som regel med at kattene bliver glade for hinanden og får stor glæde af hinandens selskab.

En eller to killinger:
Måske overvejer I i hjemmet, om i skal have en eller to killinger? For de hvor det kan lade sig gøre at have to, anbefaler vi det altid uden tøven! Lykken er at være to; som killinger vil de lege og tumle ubeskrivelig meget med hinanden, og give hinanden noget nærhed og omsorg, som vi mennesker slet ikke kan yde, hvor meget vi end ønsker det og anstrenger os. Killinger er meget aktive, og de skal nusses og pusses og leges med rigtig meget.
Når killinger (kuld søskende eller to killinger som er næsten lige gamle), er opvokset sammen vil de knytte bånd, som varer hele livet igennem og de vil være uadskillige! Gennem livet vil de have uvurderlig glæde af hinanden, og når man oplever dem sammen, vil man aldrig fortryde at man valgte to frem for en.
Når vi har flere kuld på samme tid, opvokser de altid sammen og knytter dermed de samme tætte søskendebånd, som hvis de var født af samme mor.

Naturligvis kan det også lade sig gøre at starte med bare en killing, og senere få en mere, men det bedste er uden tvivl at få dem på samme tid eller med få ugers mellemrum. Ellers kræver det noget tilvænning for kattene, at lære at leve med hinanden. 

Vi vil naturligvis gerne støtte folk i at vælge 2 killinger, derfor giver vi et afslag i pris på Kr. 500,- pr. killing, hvis de købes på samme tid fra SAMME KULD!!! Totalpris 11.000 kr. for 2 killinger = 1.000 kr. i samlet rabat. 
Hvis man efterfølgende ønsker at købe en killing mere, til selskab til den tidligere kat som er købt hos os, eller i det hele taget en ny killing, hvis der er sket noget med den gamle, (der ikke vedrører den garanti som vi ellers tilbyder) giver vi altid 500 kr. i rabat ved køb af den efterfølgende kat. (Læs evt. på siden "Pris kæle-familiekat")
 

Brug af kattebakker og kattegrus:
Når man anskaffer sig en lille ny killing er det vigtigt at have mange kattebakker/toiletbakker, og at de sættes i de centrale rum. Hvis en lille stresset killing skal af med noget, og ikke kan finde en bakke lige nu og her, så bliver det altså dér hvor den står.
Derfor er det igen meget vigtigt, at præsentere ét rum ad gangen for killingen.
Selvom der måske står en del kattebakker, er det stadig også vigtigt at vise killingen bakken, ved forsigtigt at sætte den derpå.

Vi anbefaler brug af lukkede kattebakker. Der er i dag lavet en del varianter med lugtfilter og kattelem, hvilket effektivt holder lugten væk fra dagligdagen. Nogle gange kan det være en idé at sætte en lille åben bakke (evt. i form af en vaskebalje), lige foran den lukkede. Det kan virke tiltalende for katten i et nyt hjem. Alternativt kan man også tage kattelemmen/lågen af den lukkede kattebakke, indtil katten er helt vant til sit nye toilet.

Vi bruger kattegruset Euro Kats eller Lindo Cat (det er stort set det samme).  Det klumper og fjerner lugt og er af grove grus. Det er et godt produkt til rimelige priser. Kan blandt andet købes her:
www.dyrenesnetsalg.dk


Dette er vores valg af kattegrus, efter at have brugt utallige mærker og typer. Dog kan denne slags være svær at anskaffe, da det kun sælges få steder. Så generelt anbefaler vi grus af grove korn, som er klumpende. Man skal huske at de Sibiriske katte har lange strittende hår mellem trædepuderne, som kaldes tufser, hvilket gør at kattegrus der er lavet af fine korn, ofte hænger i og bliver slæbt rundt i hele huset.
Husk at købe en skovl til brug i kattebakken, ved rengøring af den.

Generelt skal man have flere kattebakker, end man har katte. Det er en tommelfinger regel at man altid har en kattebakke mere end antal katte, for at undgå stridigheder som kan føre til urenlighed. Det anbefales at man tømmer kattebakkerne 1-2 gange om dagen! Kattens mad og vand må ikke stå ved siden af kattebakken. Katte er renlige dyr og vil således vælge en af tingene fra, og det bliver med sandsynlighed kattebakken der fravælges, således at katten bliver urenlig.

Fodring:
Ved valg af madskåle, skal man vælge nogle som er rigelig store. En kat er meget følsom og bryder sig ikke om, at skulle stikke hovedet ned i en lille madskål, hvor knurhårene berører kanten af skålen. Katte er sådan indrette fra naturen side af, at de gerne går og små-spiser over hele døgnet, og det er deres fordøjelse og forbrænding også indrettet til. Det er helt naturligt for en kat at gå og tage små mundfulde. Altså er det ikke optimalt kun at fodre sin kat morgen og aften, og slet ikke kun én gang om dagen. Hvis katten har fri adgang til maden, kan det blive til 15-20 måltider ind i mellem aktiviteterne, og derfor anbefaler vi at kattens mad står fremme i en stor skål døgnet rundt, således at den bare opfyldes efter behov. Langt de fleste katte kan efter en kort periode, selv regulere deres fodermængde, uden at blive overvægtige.
Dog bør katten ikke have dåsemad/vådfoder stående frit fremme - for det første kan det ikke holde sig og for det andet, bør katten ikke have dåsemad/vådfoder hver dag, da det ikke har nogen positiv effekt på tænderne. Katten bruger ikke sine tænder, for at tykke det bløde mad, hvilket resulterer i at tænderne oftest bliver dårlige og må trækkes ud!
Dåsemad/vårfoder indeholder desuden store mængder vand og dækker ikke kattens ernæringsbehov. Man kan give sin kat dåsemad/vådfoder ind i mellem til forkælelse, men det bør ikke være dagligt, da katten ofte vil vente på at få det, og dermed undlade at spise sin tørkost.

Hvis man vælger en for lille vandskål, vil man i nogle tilfælde se katten forsøge at drikke af vandhanen, wc'et, badekarret etc.
Husk at vandskålen ligeledes ikke må stå ved siden af kattebakken, og heller ikke ved siden af maden, hvis det skal være helt optimalt i forhold til kattens natur og renlighed.
Nogle katte er endda så følsomme, hvad deres madskåle angår, at de ikke vil drikke/spise af skåle lavet af keramik, og nogle ikke af stål. Det kan være nødvendigt at prøve sig frem.


Vores voksne katte fodres med:
Royal Canin Maine Coon foder (læs om det her: http://www.royalcanin.co.uk/my_pet/cat_products/feline_breed_nutrition/maine_coon.aspx
Royal Canin Young Female/Royal Canin Young Male (Læs om det her: http://www.royalcanin.dk/Vedligeholdelsesfoder-112.aspx?ProductID=PROD116)
- Det er alt sammen er et universal foder af kvalitet. Vi blander fodret, som alt sammen kan købes hos dyrlægen. Tilsvarende er der en serie som købes hos dyrehandleren.

Vores killinger fodres med:
Når killingerne skal lære at spise, fodre vi dem med tørkost "Royal Canin Weaning" (svarer til "Royal Canin Baby cat", som købes hos dyrehandleren), som er noget meget småt foder (læs om det her: http://www.royalcanin.co.uk/my_pet/cat_products/feline_health_nutrition/babycat.aspx).

Desuden får de vådfoder/dåsemad "Royal Canin Baby Cat", som er noget meget blød mos, der let glider ned ved de små killinger som endnu ikke har så mange tænder (læs om det her: http://www.royalcanin.co.uk/my_pet/cat_products/feline_wet/babycat_instinctive.aspx)

Når vores killinger er kommet godt i gang med at spise selv, skifter vi dem over til at blive fodret med tørkost, "Royal Canin Growth" (svarer til "Royal Canin kitten", som købes hos dyrehandleren) og "Royal Canin Maine Coon kitten" (kan købes hos både dyrlægen og dyrehandleren).

Af vådfoder/dåsemad får de "Royal Canin Kitten Instinctive" (læs om det her: http://www.royalcanin.co.uk/my_pet/cat_food/feline_wet/kitten_instinctive.aspx)

Når killingerne flytter hjemmefra får de 0,4 kg. "Royal Canin Growth" og 0,4 "Royal Canin Maine Coon kitten", med ud i deres nye hjem. Så det er muligt for den nye familie, at blande maden i starten, hvis man ønsker at skifte til en anden type, således undgår man dårlig mave hos den lille killing.

Vores killinger drikker kaffefløde (OBS de tåler ikke mælk, almindelig fløde eller andre mælkeprodukter, da der er laktose i som de ikke kan fordøje, hvilket giver dem diarre!!!!)
I kaffefløde er der ikke laktose i og killingerne nyder det. Det giver en lækker pels, men dog også sul på kroppen, så det bør gives i små mængder, hvis det er noget man ønsker at fortsætte med i det nye hjem.

Foder serien fra Royal Canin, som man køber hos dyrlægen er stort set det samme, som det man kan købe i dyrehandleren, det hedder bare ikke helt det samme. Men i det Laila arbejder ved en dyrlæge, så køber vi foderet der.

Det er slet ikke ualmindeligt at en ny ankommen killing/kat slet ikke spiser, drikker eller går på toiletbakken de første døgn. Oftest er katten stresset ved flytning, og her må man blot have tålmodighed. Katten skal nok komme ud af sit skjul og søge selskab, den skal bare have tid.

Vælg kvalitetsfoder:
Vi anbefaler at man fodre sin racekat med et kvalitetsfoder!!! Et kvalitetsfoder som for eksempel Royal Canin dækker alle kattens behov for vitaminer, mineraler og fedtsyre. Det giver øget livskvalitet, styrker immunforsvaret, ernære katten optimalt og giver et smuk blank pels, som kræver mindre pleje og giver mindre fældning.
Ved brug af kvalitetsfoder skal katten også mindre på kattebakken (her giver det også en besparelse på kattegrus), da den kan optage og bruge langt størstedelen af indholdet i foderet. Kvalitetsfoder giver en større mæthedsfornemmelse, og skal gives i langt mindre mængder ens discount foder. At fodre sin kat med discount foder, svarer til at vi mennesker spiser junk food/grill mad hver dag, og enhver ved jo hvad det gør ved en, så tænk på katten!
Selvom kvalitetsfoder som Royal Canin umiddelbart kan virke dyrt, så husk på at katten spiser mindre af det, den går mindre på toilet og dens livskvalitet bliver bedre, så alt i alt er det både det bedste og det billigste at fodre katten korrekt fra start af!
Foder som kan købes i supermarkeder, er IKKE kvalitetsfoder - heller ikke Whiskas!!! I dag er der jungle af fodermærker, men ikke mange af dem kan anbefales!
Køb dit foder hos dyrlægen eller i en større dyrehandel, hvor de har en ordentlig viden og kompetence.

Læs Royal Canins produkt folder her: http://www.royalcanin.dk/ipaper-119.aspx?showipaper=44

Læs også det større afsnit på vores hjemmeside om emnet "Fodring".

Dårlig mave i forbindelse med flytning:
Det sker at killinger kan få lidt dårlig mave i forbindelse med flytningen til deres nye hjem pga. stress eller foderskift.
Her anbefaler vi at man anvender "Zoo Lac propaste", som gives i munden til regulering af mave-tarm floraen. Det er en naturprodukt som kan købes i håndkøb på apoteket eller hos dyrlægen. Læs om det her: http://www.dyrlaegevagten.dk/shopframe.cfm/cms/id=432/sprog=1/item=yes/

Katteforsikring - når 9 liv er for lidt:
Vi anbefaler at du laver en sygeforsikring og/eller en livsforsikring på din kat!
I dag kan man tegne en forsikring på sin kat, som dækker det behov man har; F.eks. en begrænset forsikring der dækker ved tilskadekomst, en udvidet der dækker både tilskadekomst og sygdom, en plus forsikring der dækker receptmedicin og genoptræning, eller en livsforsikring der dækker prisen på en killing af samme race, hvis din kat dør.
Topdanmark tilbyder denne kattesygeforsikring der hedder TopVet. Se mere på www.topdanmark.dk/kat eller ring på telefon 70 13 79 13.

Forsikringsselskabet Dyrekassen Danmark tilbyder også kattesygeforsikring. Se mere på www.dyrekassen.dk eller ring på telefon 96 98 18 50.

Det nyeste forsikringsselskab til kæledyr hedder Agria Dyreforsikring. Se mere på www.agria.dk. eller ring på telefon 70 10 10 65.

Vaccination & ormekur:
Her hos os får killingerne 3 ormekure, med Banminth pasta. De gives i alderen 5, 9 og 12 uger. Således skulle killingerne være dækket helt ind, idet de også kommer fra et isoleret miljø, hvor de holdes som indekatte. Det vil sige at man kun behøver give sin kat ormekur, hvis den kommer udenfor og fanger mus og man ser orm i afføringen eller ved opkast.

Killingerne bliver vaccineret når de er cirka 8 uger og igen når de er 12 uger.
Efter killingevaccinationerne er de dækket ind i et år, hvorefter man revaccinerer. Vaccinationsprogrammet vil lyde på, at man revaccinerer hvert år og samtidig får lavet et sundhedstjek! Dette anbefales på det kraftigste!

OBS! Hvis killingen skal have mulighed for at komme ud på egen hånd i det nye hjem, anbefaler vi at den endvidere revaccineres, når den er 16 uger gammel for at skabe optimal immunitet! En kat som færdes ude vil altid rende på andre katte (eller færdes hvor der har været andre katte før den), og der i blandt vil den møde katte som er uvaccineret og som dermed vil udgøre en risiko for dens helbred.
Endvidere anbefaler vi revaccination ved 16 ugers alderen, hvis killingens nye hjem er hos en anden opdrætter eller hos en familie som har mere end én anden kat.

Pelspleje:
Den Sibiriske kat har normalvis ikke en vanskelig pels at pleje. Vi anvender normalvis bare en stålkam, som er fin i den ene ende og grov i den anden ende. Man kan købe sig fattig i soigneringsudstyr, men en stålkam er i virkeligheden alt hvad man behøver. En stålkam kan købes i en almindelig dyrehandel og koster normalvis under 50 kr. Vi anvender dem af mærket "Trixie", som oprindelig er lavet til hunde.
En langhårskat skal altid børstes, men i nogle perioder mere end andre. En kat som kun er indendørs kræver naturligvis mindre pelspleje, end en kat som har fri udendørs adgang, da den vil sætte en større vinterpels ved at komme udenfor og skabe mere fældning i foråret, samt slæbe blade og skidt med ind i pelsen. Fugtigt vejr vil også gør at pelsen let filtre.
Umiddelbart er det ikke nødvendigt at bade katten, med mindre det er med henblik på udstilling. Ønsker man alligevel at bade katten af en eller anden årsag, er det vigtigt man lære den det lige fra killing.
I foråret ses den største fældning, men det er individuelt, hvor stort arbejde der er med pelsen. Generelt har vi ikke meget arbejde med kattenes pels. 

Man skal huske at vænne katten til at få børstet pels, lige fra den er killing og inden pelsen begynder at filtre og fælde i kattens første forår med voksen pels. Når man alligevel sidder med killingen i en hyggestund, så find kammen frem, selvom der kun er killingedun at børste. Det skal indlæres som noget positivt og killingen skal vænnes til at blive håndteret og pillet alle steder.

Læs også gerne det større afsnit om pelspleje, ved at læse afsnittet "En semilanghårskat".

Indekat eller udekat:
Vi ser selvfølgelig helst at katten bliver holdt som indekat, men hvis man har planer om, at katten skal have udendørsadgang, anbefaler vi på det kraftigste at man venter til foråret.
Det er en meget god ide, hvis man de første mange gange lufter katten i sele og snor, så den lige ser omgivelserne an. Man skal huske at benytte den dør sammen med katten, som man ønsker at katten senere skal benytte.
Fordelen i at vente med at lukke katten ud, indtil foråret, er også at man ofte har vinduerne til at stå på klem på den tid af året. Så hvis den store verden bliver for meget, kan katten altid komme ind. Men den bedste løsning vil naturligvis altid være en kattelem!
Hvis det er muligt, så væn katten til at være inde om natten og mens man er på arbejde. Så ved man altid hvor den er at finde og man har ro i sjælen.
Man skal dog altid mindst holde katten inde to måneder, før man begynder at planlægge den skal
komme ud!
Når killingen kommer herfra er den både øretatoveret og Steriliseret/kastreret. Dette bevirker at hvis den nu skulle blive væk, så er der stor sandsynlighed for at den bliver bragt hjem igen. Men ved at den også er steriliseret/kastreret, har katten som regel ikke noget behov for at rende lystigt omkring og enten slås med de andre drenge eller gøre sig til for damerne. Den har aldrig haft tanken, nu da den er neutraliseret, før den overhovedet blev kønsmoden.
Endvidere kan det altid anbefales at katten bærer et halsbånd med tegn i. Et tegn hvorpå der står adresse og telefon nummer, i tilfælde af at nogen skulle overse øretatoverings nummeret.
Hvis man ønsker at katten skal have udendørs adgang, kan det også være en rigtig god ide at bygge en løbegård, frem for at lade den rende frit på gaden! Mange katte kommer galt af sted i trafikken, bliver taget af ræven, bliver smittet med dødelig virus af vildkatte, kommer hjem med slemme skrammer og skader efter slagsmål med nabolagets andre katte, bliver taget ind af en anden familie eller får sig forvildet for langt væk fra sit hjem! Der lurer mange fare for en kat, hvis den skal færdes frit ude og ofte får den ikke så langt et liv, som man ville ønske den fik. Så overvej nøje hvad du har samvittighed til og hvad der er det bedste for katten! Hvis katten aldrig har været vant til at komme ud, så har den heller ikke behovet og så er det ikke synd at holde den som udelukkende indekat!

Hvis man bor i hus med have, er her vist et rigtig godt eksempel på, hvordan man hegner den ind og kattesikre:

Materiale: Hegnet, som hedder "Rionet", er 180 højt (og så er der små ti centimeter, der går i jorden). Knækket er så resten af fagets højde, hvilket i udgangspunktet er 240 centimeter. Stykkerne kommer i 500 x 240 (hvilket så bliver til to fag, når man halverer det). Højden på 180 er valgt fordi det er den højde, man sædvanligvis må have sin hæk/hegn i skel uden at skulle spørge nogen om lov, og det gælder om at få så højt et hegn som muligt. Indfaldet gør det jo så en anelse højere lidt ind efter, men det er næppe det store problem.

Den række, hvor bøjningen er, er klippet tre ud af fire lodrette "stivere" af/over – ellers er det for stift at bukke. Det letter samtidig udseendet en del. Husk også at sæt hegn hen over låger osv. ellers er det  let for en voksen kat, at komme over der.

Familien der har levet indhegningen beskriver, at de er rigtig glade for at de har indhegnet haven, da det giver en helt fantastisk ro i sjælen. Det katten har fået i bytte for dens noget større territorium er til gengæld adgang til udendørs livet når som helst på døgnet, den måtte ønske, hvor den tidligere kun kom ud, når det var lyst.


Et andet godt alternativ, som en løbegård, kan være:

Materiale: Stolper og stolpe beton samt træ er købt i Jem & Fix. Trådnet er købt i Bauhaus. De samlede omkostninger er på cirka 1.300 kr.

Uønsket kradsning:
Husk at købe et kradsetræ, så møblerne skånes. For at få katten til at bruge sit kradsetræ, kan man med fordel benytte cat Nip/katteurt/Baldrian i spray. Mange katte bliver meget tiltrukket af denne urt og vil derfor blive meget interesseret i sit kradsetræ.
Hvis man får problemer med at katten kradser et uønsket sted, kan vi varmt anbefale at man anvender "Feliway" i spray form et par gange om dagen. Feliway kan også hjælpe på mange andre ting!

Feliway kan også anbefales at have klar i hjemmet, til når den nye killing eller voksne kat flytter ind, da det hjælper den med at falde til ro og føle sig tryg.
Læs om Feliway her: http://www.feliway.com/us

Pasning:
Ved anskaffelse af kat, melder der sig ofte en del spørgsmål vedr. pasning af den i forbindelse med ejers ferie. Det er ikke muligt for os at tilbyde pasning af vores solgte afkom, da katte har en utrolig dårlig hukommelse i forhold til andre katte - det vil sige, at hvis katte ikke har set hinanden i et par uger, så bliver de fremmet for hinanden og det medfører en del stress og frustrationer for dem. Desuden ville det udgøre en stor potentiel smitterisiko for vores opdræt, hvis vi tog katte ind og ud som vi ikke havde kontrol over i forhold til vaccination og det at være udekat (udekatte bærer altid på latent virus pga. møde med vildkatte og andre uvaccineret katte!!!).
Den bedste måde at få passet sin kat på, er hvis nogen vil flytte ind og bo hos den så den har selskab og er i sine vante omgivelser! Alternativt kan man få nogen til at komme og passe den to gange om dagen, men tiden bliver hurtig lang og kedelig, hvis man kun har én kat og den skal være alene i en uge eller to på den måde.
En kat er utrolig knyttet til sit hjem, i modsætning til en hund, og derfor vil den blive meget bange og stresset ved flytning til et andet hjem for feriepasning. En kat vil være flere uger om at falde til og føle sig tryg og i mellemtiden vil den være plaget af stress og angst (og dermed gemme sig), være småt spisende og sandsynligvis ikke komme af med noget på kattebakken. For katten vil det være det samme som at flytte til et nyt hjem permanent, for den ved ikke bedre.
Det er generelt en rigtig dårlig ide, at sætte sin kat i en kattepension. Selvom det kræves at kattene vaccineres inden i modtages i pensionen, så vil der altid være en stor risiko for smitte med virus og bakterier! Desuden er det mere stressende end at blive passet i et fremmede hjem, for i pensionen er pladsen minimeret til et bur og der sidder andre katte, som lugter fremmede og virker faretruende. Det giver katten rigtig meget stress og angst!

Ved uro og utryghed:
I forbindelse med f.eks. flytning til nyt hjem, nytårsfyrværkeri, efter skræmmende oplevelser, feriepasning, transport, anskaffelse af en kat mere til familien eller andet, kan man opleve at katten bliver utryg og stresset. Her anbefaler vi at man anvender "Zylkéne" kapsler til katten, som gør det lettere for katten at klare uvante situationer eller stressende perioder. Zylkène er et fodertilskud til hunde og katte, som er baseret på mælk. Mælk indeholder mange næringsstoffer, som alle er vigtige for den optimale ernæring af nyfødte og spæde individer. Gennem tiden har man bemærket, at mælken også har en beroligende og afslappende effekt på nyfødte og spæde. Det har ført til nærmere undersøgelser af hvilke dele af mælken, som gav denne effekt.
Produktionen af Zylkène er enkel. Der anvendes ingen kemikalier. Alpha-casozepin dannes når kasein fra komælk behandles med trypsin og herefter frysetørres.

Vigtige egenskaber ved Zylkène:
  • Fodertilskud til hunde og katte
  • Lavet ud fra komælk
  • Fremstillet uden brug af kemikalier
  • Indeholder ingen konserveringsmidler
  • Hypoallergent
  • Indeholder ikke laktose

Læs meget mere om Zylkéne på www.zylkene.dk

Transport kasse:
En stor transportkasse er også nødvendig, specielt ved afhentningsdagen og evt. fremtidige besøg hos dyrlægen. Hvis du skal have to killinger, så køb en transportkasse der er stor nok til at rumme dem begge, også som voksne. Kattene vil være glade for at kunne putte sig ind til hinanden, når de skal transporteres rundt.
Sørg for at køb en transportkasse af ordentlig kvalitet, så den ikke falder fra hinanden når du løfter de tunge katte i den.

Vi anbefaler at killingen/katten bliver transporteret i "Cayman/Ihdra" transport bokse. De er meget stærke og af god kvalitet og vi har brugt dem til transport mange gange gennem årene. Transport boksene er desuden flygodkendte.
Størrelserne og priserne er:

Cayman 1: 50 x 33 x 32 cm. = 225 kr.
Cayman 2: 57 37 36 cm. = 300 kr.
Cayman 3: 64 x 43 x 43 cm. = 375 kr.
Ihdra 4: 71 x 50 x 51 cm. = 1.015 kr.
Ihdra 5: 82 x 57 x 60 cm. = 1.315 kr.
Ihdra 6: 93 x 65 x 68 cm. = 1.615 kr.  


 

            Tjek liste:

Held og lykke og god fornøjelse med det lille ny familiemedlem.
Vi imødeser glædeligt billeder og historier af vores afkom.
Ring, skriv eller besøg os gerne, uanset om i bare har lyst til en katte snak, eller hvis i har brug for vejledning etc.

 

 © 2007 DK Meldgaards. All rights reserved !