I dette afsnit vil vi fortælle lidt om
killingers udvikling fra under hunkattens drægtighed til de bliver født og til de er ungdyr og ældre. Som
opdrætter er det vigtigt at kende en killings udvikling, for at være i stand til
at præge den korrekt, og give den den bedste start på livet. At en killing er i
gode hænder den første del af dens liv, spiller en stor rolle for dens senere
udvikling og personlighed, og ikke mindst for at undgå langt de fleste
adfærdsproblemer.
Denne side er lavet med stor fornøjelse, for at gavne alle vores nutidige og
fremtidige killingekøbere. Via billeder og denne side kan de der ikke har
mulighed for at besøge os så ofte, mens deres killing er lille, følge den via
billeder, og ved hjælp af denne side danne sig et indtryk af, hvor langt deres
killing er i udviklingen.
Info:
Kattekillinger er afhængige af deres mor længere
tid end hundehvalpe, derfor tages de først fra når de er 12 uger gamle. Tages de
fra for tidligt, øges risikoen for udvikling af adfærdsproblemer, så som;
* Overdreven sutten på uld, øreflipper eller egen hale - et forsøg på at få sit
suttebehov dækket.
* Urenlighed, som også kan opstå senere i kattens liv.
* Overdrevent kontaktsøgende adfærd - et forsøg på at finde en modererstatning.
* Separationsangst - kommer evt. til udtryk ved at katten jamre, når man
forlader den:
* Sky eller aggressiv.
* Adfærdsproblemer over for andre katte.
Læs gerne afsnittet "adfærd".
Killinger som ikke har haft menneskekontakt
eller tilstrækkelig prægning, vil allerede 9 uger efter fødslen have svært ved
at lære det, og efter 12 uger er det næsten umuligt.
En kat der ikke er socialiseret til mennesker, vil være angst og udvise
aggressive tendenser. Hvis den føler sig fanget eller presset vil den i værste
fald angribe.
Hos killinger findes der en særlig følsom periode (fortrinsvis de første 7 leve
uger), hvor de skal præges på og socialiseres til andre katte og mennesker.
Dette er forudsætningen for at killingerne senere hen i livet kan acceptere
disse, omgås og knytte sig hertil.
Nyfødte/0-3 uger gamle:
I den første periode er killingerne totalt
afhængige af deres mor, og de sover og dier det meste af tiden. Den lille slanke
krop bliver meget hurtig dråbeformet, og en tommelfingerregel er at killingerne
gerne skal tage sin fødselsvægt på hver uge. Killingernes øjne er helt
tillukkede, ørerne er helt lukkede og ligger tæt ind til hovedet. Øjnene åbnes
når de er 7-10 dage gamle, men det kan variere meget. I starten vil killingerne
ikke være i stand til at skelne omgivelserne klart og orientere sig ved hjælp af
synet.
Muskelstyrken er stort set ude af funktion,
trods det kan de alligevel bevæge sig lidt. Efter fødsel og hovedet ligger fladt
mod underlaget. Dog er killingerne alligevel i stand til at finde frem til
moderens dievorter. I denne alder har killingerne nemlig en rimelig lugtesans,
men den er nu først fuldt udviklet når killingerne er omkring 3 uger gamle. Det
er endvidere killingernes sans for varme der hjælper dem med at finde vej til
moderen.
I starten kan killingerne bevæge sig fremad ved hjælp af forbenene, mens de
trækker bagbenene efter sig. Men i løbet af de første to uger udvikles evnen til
også at bruge bagbenene. I den sidste del af perioden begynder killingerne så
småt at rende rundt og lege. Potekontrollen kan stadig være meget usikker og der
ses rystende bevægelser.
Killingerne kan ikke selv kontrollere kropstemperaturen de første 2 uger, og har
derfor brug for hinanden og deres mor for at holde sig varme. Moderen forlader
kun killingerne når det er absolut nødvendigt. Killingerne er på dette tidspunkt
meget sårbare overfor temperatur, og er den alene uden ydre beskyttelse, evt. i
form af en åben kasse, kan den hurtigt dø af kulde.
Moderen holder killingerne rene, og ved at slikke dem på maven og ved
endetarmsåbningen. Derved stimulere hun killingerne til at aflevere urin og
fæces, hvorefter hun sørger for at fjerne det ved at spise det. Denne adfærd
stammer tilbage fra dengang, hvor kattene levede i den vilde natur og det var
yderst nødvendigt for overlevelsen, at fjerne alt der kunne gøre rovdyr
opmærksom på, hvor reden var.
I den første del af denne periode, skal man lade moderen selv passe killingerne
det meste af tiden. Killingerne er modtagelige for prægning, men det bedste
resultat opnås, hvis man blot sidder og stryger dem over ryggen, mens de ligger
i deres fødekasse.
Senere kan man begynde at tage dem mere og mere op, men stadig med varsomhed og
omtanke. De er modtagelige for socialisering, men det er ikke nævneværdigt,
eller det vigtigste i de første 2 uger.
Vores killinger bliver taget forsigtigt op og vejet to gange om dagen, for at
sikre at de er godt med i vægt. På den måde er vi i stand til at skride hurtigt
ind om nødvendigt.
Når man tager killingerne op, skal man være opmærksom på kuldepåvirkning, og på
at killingerne ikke begynder at skrige. Ved skrig bliver de frustreret og
stresser både sig selv, sine søskende og moderen. Ved stress kan moderen med
lethed tabe mælken.
Man skal huske at alt hvad der sker på godt og ondt, fra killingerne er cirka 3
uger og indtil de er op til 9 uger, tager de med sig ind i voksenlivet og det er
meget svært, om muligt, at ændre på et senere tidspunkt.
4 uger gamle:
Killingernes ører er nu helt oprejst og
lugtesansen er fuldt udviklet. De er nu i stand til at soignere sig selv, og
deres leg med hinanden bliver voldsommere.
De kan gå uden at slæbe maven hen over underlaget, selvom de ikke helt kan holde
balancen fuldt oprejst. Halen begynder at blive holdt mere og mere oppe, øjnene
bliver mere klare og man fornemmer at de så småt begynder at fokusere på én.
Nysgerrigheden vokser og de begynder lystigt at undersøge omgivelserne. Når
killingerne leger indbyrdes lærer de hinanden at tolke kropssprog, som er muligt
for at kunne begå sig blandt andre katte senere i livet.
Killingerne spiser nu så småt opblødt tørkost. Vi bruger mæskeerstatning til
opblødningen, for at give killingerne lidt ekstra.
I denne periode begynder udviklingen af killingernes evne til at skelne
genstande fra hinanden og orientere sig. For at denne evne skal udvikles
optimalt, er det vigtigt at killingerne får mange forskellige sanseindtryk, ved
at deres omgivelser er så stimulerende som muligt.
5 uger gamle:
Killingerne er nu efterhånden meget livlige og
meget mere mobile og sikre på benene. De vil drøne rundt og lege mens de
udforsker alt. De vil fokusere på alt hvad der bevæger sig og gerne angribe i
leg. De vil nu gerne kravle op i alt tænkeligt.
Bedst som man ser killingerne drøne om det ene hjørne, vil man opleve at de
ligger sig til at sove lige om det næste hjørne. Som lynet fra en klar himmel,
er de i stand til at falde i en dyb søvn alle tænkelige steder.
Killingerne begynder også at bruge deres tænder til at udforske med, og deres
indbyrdes leg bliver tiltagende også mere energisk.
Man skal huske ikke at lade killingerne lege med menneskefingre og tæer, det er
jo knap så sjovt når det er en fuldvoksen kat. Her bruges i stedet legetøj. Hos
os er ynglings legetøjet det vi kalder en drillepind/fjerkost. Vi giver
naturligvis en med af slagsen til det nye hjem. Den vil bringe glæde hos
killingerne til enhver tid!
6 uger gamle:
Foderet kan nu serveres for dem, uden at være
opblødt. Katte vil senere i livet foretrække den type føde, som de blev
præsenteret for som killing.
Sanserne er nu harmoniske og de går rundt fuldt oprejste.
Tiden der bruges på leg med objekter øges væsentlig. Hvis moderen bringer
objekter hjem til reden, evt. i form af legetøj, vil der vises stor iver for at
få fat i det. Ind i mellem observeres hvæsen og knurren , som udtryk for at
objektet er i deres besiddelse. Dette kan også ses i forbindelse med foder.
Killingerne vil vise en overbevisende beslutsomhed, når de render rundt med
legetøj i munden.
Killingerne begynder at blive mere selvstændige, løsrive sig fra deres mor og
udvikle en unik personlighed.
7-8 uger gamle:
Nu starter killingernes afvænning fra flydende
føde til fast. Dog vil mange killinger stadig gøre en ihærdig indsats for at få
en tår hos moderen. Moderen vil ind i mellem gå fra killingerne, men hun
befinder sig altid i nærheden, og er ikke længe væk af gangen.
Efterhånden som killingerne vokser, øges deres foderbehov i takt. Fra nu af
tillader moderen kun af killingerne dier 4-5 gange om dagen, derfor er det en
god idé at tilbyde killingerne lidt ekstra, og generelt foder af høj kvalitet.
Når killingerne er omkring 8 uger gamle, vil deres respons være meget mere
modne.
Det kan være svært at holde fedt på kroppen af killingerne, idet de drøner så
meget rundt. Derfor har vores killinger (ja i det hele taget alle vores katte)
altid fri adgang til tørfoder. En gang i døgnet vil der blive stillet madskåle
med dåsemad af samme slags som deres tørfoder, blandet med evt. lidt rå fisk
eller andet kød, tun, torskerogn, rejer eller andet godt.
10-14 uger gamle:
Killingerne dier cirka 2 gange dagligt. Dette
sker dog mindre og mindre på moderens initiativ, men killingerne får lov, hvis
de insisterer. Der ses ind i mellem tilfælde, hvor killinger dier indtil de er
16 uger gamle og længere. Moderen tager fra killingerne i længere og længere tid
af gangen og lægger sig nu sjældent hos dem. De skal nu begynde at lære at klare
sig selv og etablere deres eget territorium.
Killingernes proportioner og positurer passer nu
praktisk talt med en voksen kats. Deres motoriske bevægelser og koordinering er
nu meget udviklet , og de vil have samme bevægelseskontrol som en voksen kat.,
hvis det ikke lige var fordi de er så fjollet.
Deres byttedrift er veludviklet og man kan til tider se dem jage legetøjet, som
var det en mus. Dog mangler de erfaring.
Fra omkring 9 ugers alderen vil deres indbyrdes leg blive mere og mere alvorlig,
og fra 14 ugers alderen vil den aggressive skarphed formindske forholdet
mellem kuldsøskende.
14 uger til ungdyr/voksen kat:
Killingerne har indtil nu spist som de ville
gøre i naturen, nemlig 10-12 gange i døgnet. Det hænger blandt andet sammen med
at deres mavesæk er meget lille, og ikke kan rumme så meget på en gang. Derfor
er det en god ide at lade killingen få fri adgang til foder til at starte på i
det nye hjem.
Vores killinger bliver neutraliseret, det vil
sige steriliseret eller kastreret ved 12 ugers alderen, inden de kommer ud i det
nye hjem. Herefter nærmer de sig nu kønsmodenhed rent mentalt, ved omkring 5-8
måneders alderen. Der kan være stor variation i tidspunktet, som ofte er race
relateret. Oftest er de Sibiriske meget ofte tidligt kønsmodne og lægger ikke
skjul på det. En hankilling på 12 uger kan nemt vise dig, hvorledes han har
tænkt sig at strinte!
Hvis man ikke skal bruge en kat i avl, er det eneste rigtige at neutralisere
den. Læs gerne afsnittet om neutralisering på vores side om killinger.
Den gamle kat - over 7 år:
Selv om man syntes ens kat er den samme for hver
dag der går, vil alderen dog have indflydelse på kattens krop og sjæl. Det er nu
tiden, hvor det vil vise sig hvordan de forgangne års optimale ernæring,
dyrlægetjek, omsorg, regelmæssig aktivering og stimulering vil belønne sig.
Katten betegnes nu som senior, og kroppens
celler fungere ikke helt optimalt mere.
Hvis man hele vejen igennem sørger for optimal fodring (læs her afsnittet om
"Ernæring"), har man som regel hjulpet katten godt. Et godt foder giver et
længere og sundere liv. Selvfølgelig kan selv den bedste omsorg ikke forebygge
alt sygdom, men man kan nå langt ved at sætte sig ind i kattens behov i de
forskellige livsstadier, eller i relation til en eventuel sygdom.
Efterhånden som katten bliver ældre, nedsættes sansernes funktion og effektivitet.
© 2004 DK Meldgaards. All rights reserved !