Sundhed & sygdom

Den Sibiriske kat er i sin almindelighed en meget sund og naturlig race, og er ved hjælp af dens barske oprindelse blevet selekteret af naturen selv. Det vil sige, at kun de stærkeste har overlevet. Det er en race, som der ikke er blevet avlet på i ret mange år, hvilket også har betydet, at der ikke er indavlet diverse sygdomme i racen ved menneskelige fejl og indblanding.                                                             
En gennemsnitlig lav indavlsgrad spiller også en rolle for ikke at udvikle helseproblemer, som typisk forekommer ved høj indavlsgrad.
                                                       
Den Sibiriske kat følger Maine Coon kattens helseprogram og anbefalinger vedr. testning og avl. Derudover bliver testresultaterne registreret i databasen Paw Peds.
At racen følger et helseprogram betyder ikke, at racen er mere disponeret for sygdom end andre racer uden helseprogram, men tværtimod at man forsøger at bevare den sunde race, som den er nu.

Andre sygdomme, vira, skader og misdannelser som er udbredt i katteverdenen, kan selvfølgelig også ramme den Sibiriske kat.

Når man skal vælge sin killing hos opdrætteren, er der flere ting man skal være opmærksom på, og man skal desuden være påpasselig med ikke kun at vælge med hjertet frem for sin sunde fornuft.

Man skal se på killingens temperament og prøve at vurdere, om det vil passe til ens eget.
Killingen skal virke sund og rask, og når man føler på den, skal den virke kompakt. Den må ikke virke fed eller afmagret, idet begge dele kan være sygdomstegn. En killing kan sagtens virke lidt rund om maven, uden at det er et udtryk for andet end måske et for nylig overstået måltid eller orm. Det er fint, hvis man kan fornemme killingens ribben, men ellers må killingens knogler ikke være fremtrædende. Normalt er killinger meget aktive, og derfor kan det være svært at holde meget sul på dem.

For at undgå sygdom i et katteri, er ét af nøgleordene rengøring. Se derfor også på om killingen er vokset op i et rent miljø, og om den er vant til at bruge sin toiletbakke.
Killingens øjne skal være åbne og klare, uden flåd eller irritation. En lille søvnklat i øjenkrogen kan være helt normalt.
Ørerne skal være rene og må ikke lugte surt. Store mængder ørevoks kan være tegn på øregangsbetændelse, øremider eller andet.
Tandkødet skal være pænt lyserødt og let fugtigt. Man accepterer kun dårlig ånde hos katte i perioden med tandskift, altså ved 4-6 måneders alderen, idet der ofte opstår en meget let tandkødsbetændelse i den forbindelse. Tandkødet kan være lidt irriteret på det sted, hvor en mælketand er tabt.
Killingen må ikke være hævet, beskidt eller irriteret rundt om anus, da dette kan være tegn på mave-tarmproblemer.

Hvis en killing udviser nogen form for tegn på sygdom, bør den altid tilses af en dyrlæge og blive hos opdrætteren indtil den er helt rask.
Idet en killing flytter til et nyt hjem, vil den blive mere eller mindre stresset, hvilket bevirker at immunforsvaret bliver slået lidt ned. Dermed kan virus som måske ligger latent hos killingen, komme op til overfladen og eventuelt give et udslag. Dette gør sig specielt gældende for killinger, som kommer fra et stort opdræt.

Normalt er en killing vaccineret minimum første gang og har fået lavet et sundhedstjek af en dyrlæge, før den flytter fra opdrætteren. Den nye ejer skal selv sørge for en revaccination og et sundhedstjek en måned efter sidste dyrlægebesøg. En killing er typisk 12 uger når den flytter fra opdrætteren. Efterfølgende revaccinerer man én gang årligt.

Man bør selv undersøge sin kat jævnligt og vænne den til at blive håndteret. Det er generelt en god idé at kigge den igennem i øjnene, ørerne, i munden, ved anus/endetarmsåbningen, og i det hele taget holde øje med dens almene trivsel. Den skal spise og drikke og besøge bakken regelmæssigt, hverken mere eller mindre. Ved tvivlstilfælde bør man altid kontakte en dyrlæge for en sikkerhedsskyld. Et godt råd koster sjældent noget.

Som opdrætter kan det være svært at undgå virus 100 %, idet man udstiller og importerer nye katte jævnligt. Men der er visse forholdsregler man altid bør tage, så som at holde sine nyimporterede katte adskilte fra sine andre katte, holde opdrættet rent, ikke tage nye eller for nylig udstillede katte ind i opdrættet, når man har killinger.
Hvis man har fået virus i sit opdræt, bør man ikke importere, udstille eller opdrætte i en periode.

Nogle af de sygdomme og generelle vira, som kan tages i betragtning i forhold til den Sibiriske kat, vil blive kort præsenteret i det følgende;

HCM (Hypertrofisk Kardiomyopati);
HCM er den lidelse indenfor opdræt af den Sibiriske kat, som man lægger mest vægt på at teste for.
HCM er en af de mest almindelige hjertelidelser hos katte, og kan give anledning til en pludselig død. Man regner med at 27 % af alle hjertelidelser hos katte, skyldes HCM. Det er en lidelse, som kan ramme alle katteracer.
Det kan variere meget, hvornår i kattens liv sygdommen kommer til udslag og begynder at give symptomer, men det viser sig sjældent i de første år af kattens liv. Katte er i sjældne tilfælde blevet diagnosticeret som havende HCM i en alder af 2 måneder og helt op til 24 år gamle, men typisk stilles diagnosen i alderen 3-7 år.  
Lidelsen HCM er en fortykkelse i hjertemuskulaturen, som således forårsager et for stort hjerte. Lidelsen er langsomt fremadskridende, det vil sige at kattens hjertemuskulatur stille og roligt vokser i tykkelsen hos katte med HCM. På et tidspunkt har stiger trykket i hjertet, fordi muskulaturen er så fortykket at der blokeres for blodomløbet. Symptomerne kan ses som lammelser i bagkroppen, dannelse af blodpropper, hoste, nedsat energi på grund af væske i lungerne.
Symptomerne varierer meget og alt efter hvor fremadskreden lidelsen er og hvor aktiv katten er.
Ved denne lidelse han der høres en bilyd på hjertet. Hvis der høres en bilyd på kattens hjerte er der grundlag for at foretage en ultralydsscanning af hjertet, et EKG og røntgen.
Der er ikke nogen decideret behandling mod lidelsen, man kan blot behandle for symptomerne og følgelidelserne. – Ved at give vanddrivende midler for væsken i lungerne og blodfortyndende midler mod dannelse af blodpropper.

Man regner med, at der er flere genmutationer som kan føre til HCM.
Nogle mener at HCM nedarves dominant; det vil sige, at hvis man parrer to katte, der begge er i besiddelse af arveanlæggene for HCM, vil der teoretisk være 65-75 % af afkommet der udvikler lidelsen!
Man mener at en af forældrene skal have lidelsen, for at afkom kan udvikle den. Samtidig kan det se ud som om de katte, der arver HCM-genet fra begge forældre, udvikler lidelsen tidligere og kraftigere.

Anbefalinger for testning;
Sälskapet Sibirisk katt i Sverige har indgået i et samarbejde med Maine Coon katten, om at indgå i deres helseprogram vedr. HCM. Dette er for at arbejde langsigtet opdrættere imellem og for at minimere problemet.
Eftersom der arbejdes målrettet med et helseprogram, så burde racen have alle de bedste forudsætninger for at være en sund og frisk race.
Det anbefales, at man tester alle Sibiriske katte for HCM, men selvfølgelig specielt de, som skal indgå i avl. Testen bør altid foretages inden første parring ved en avlskat, cirka ved et års alderen, og dernæst en gang årligt indtil katten er cirka 3 år gammel. Dernæst anbefales det at man tester katten ved 5 års alderen. Ved katte som er ekstra vigtige for avlen, eller af den ene eller anden årsag ligger i en risikogruppe, bør man evt. teste katten igen ved 8 års alderen.
Ved en selskabsskat, som ikke er i avl, bør testen udføres når katten er cirka 2 år gammel. Testen udføres af en specialist, som foretager en ultralydsscanning af kattens hjerte. Cirka 60 dage efter scanningen, vil resultatet blive offentliggjort i databasen Paw Peds.
Nogle gange kan en hjertelidelse ved en kat komme meget eksplosivt og katten kan dø en pludselig død. Men for at vide sig helt sikker og i forhold til det seriøse avlsarbejde inden for racen, anbefales det, at der foretages en obduktion af katten.

Hvis en kat har nære slægtninge (helsøskende, forældre eller afkom), som får påvist HCM, og katten selv er fri før den er rundet 2 års alderen, anbefales det ikke at avle på denne, før der foreligger en test som finder katten fri i en alder over 2 år.

Hvis en kat har nære slægtninge (helsøskende, forældre eller afkom), som får påvist HCM, og katten selv er testet fri for HCM i en alder af 2-3 år, bør der maksimum foretages ét kuld på katten, så fremt den ikke har nogen kuld fra tidligere. Partneren til denne kat skal da have et helt normalt hjerte og ingen nære slægtninge, som har fået konstateret HCM.

Hvis en kat har nære slægtninge (helsøskende, forældre eller afkom), som får påvist HCM, og katten selv er testet fri for HCM i en alder over 3 år, kan katten anvendes i avl. Dog skal man altid søge en partner til katten som er helt fri for HCM, og ej ligger nær grænsetilfælde eller har nære slægtninge som har fået konstateret HCM.
Hvis en kat testes og får resultatet ”equivocal”, og samtidig har nære slægtninge med HCM, så bør man være ekstra forsigtig og måske endda overveje, om man overhovedet skal anvende katten i avl.
Der er to andre hjertelidelser, som minder meget om HCM, og som giver samme symptomer. Disse er DCM (Dilateret Cardio Myopati) og RCM (Restriktiv Cardio Myopati).  

Katte, som får diagnosticeret HCM, uanset graden af denne, bør på ingen måde anvendes i avl. Katte, som får diagnosticeret ”Equivocal”, som er et grænsetilfælde, bør behandles på følgende vis;

Equivocal, under 2 år;
Katten er endnu ung og diagnosen kan i nogle tilfælde være usikker. Det anbefales at man venter med at anvende katten i avl, før man har scannet katten igen efter et år.

Equivocal, 2-3 år;
Hvis katten er i denne aldersgruppe idet testen udføres, bør katten ikke lave mere end maksimum ét kuld. Partneren til denne kat skal dog være helt fri for HCM og man skal kende sundhedstilstanden i linjerne bag. Afkom efter denne kat bør ikke anvendes i avl og det anbefales derfor, at man lukker stamtavlen. Katten bør testes igen efter 3 års alderen, og hvis der gives et normalt resultat, kan afkoms stamtavler åbnes.

Equivocal, over 3 år;
Hvis katten er over 3 år gammel, idet den første gang testes positiv for HCM, kan den stadig anvendes i avlen. Dette på grundlag af, at den udelukkende parres med partnere som har et helt normalt hjerte, og som udelukkende har sunde og raske nære slægtninge.

PKD (Polycystisk nyresygdom);
Denne nyrelidelse betegnes som cystenyre. Det er en arvelig lidelse, som typisk ses hos Perserkatte, men efterhånden også i andre racer.
Der findes mange cyster i nyrerne hos katte lige fra fødslen af, men vokser disse cyster, kan de nedsætte nyrernes funktionsevne.
Lidelsen er langsomt fremadskridende og der findes ingen behandlingsmuligheder. Lidelsen ses oftest hos katte over 7 års alderen.
Symptomerne svarer til de symptomer, der opstår ved kronisk nyresvigt, så som nedsat eller ingen appetit, drikker mere, tisser mere, taber sig i vægt og generel nedstemthed.
For at stille diagnosen vil dyrlægen lave en blodprøve, en urinprøve og efterfølgende en ultralydsscanning. Der findes ingen behandling og hvis katten først har udviklet symptomerne på nyresvigt, vil prognosen være meget dårlig.
Cystenyre er en arvelig lidelse, derfor bør en kat som har fået stillet diagnosen, ikke anvendes i avlen. Faktisk er lidelsen så arvelig, at cirka 50 % af killingerne vil udvikle det. Hvis en kat er testet fri via scanning i en alder af cirka 9 måneder, er der meget lav sandsynlighed for, at den vil udvikle det senere i livet.

PL (Patella Luxation);
Patella Luxation er en løsning af knæskallen. Det vil sige, at knæskallen ikke er placeret stabilt i dens glidefure, hvilket medfører at den ryger ud af sin rigtige position og ind på indersiden af knæleddet. Patella Luxation findes i flere forskellige grader og diagnosticeres ved klinisk undersøgelse hos en dyrlæge. Lidelsen menes at være arvelig og derfor bør en kat ikke anvendes i avlen, hvis den har fået påvist lidelsen.
Symptomerne ses typisk som uregelmæssig halthed, idet knæskallen ryger ind og ud af sin position.

HD (Hofteleds Dysplasi) & AD (Albueleds Dysplasi);
Dysplasi er en fejlvækst i knoglen/leddet, hvorved leddet bliver ustabilt. Det er ikke en hyppig lidelse hos katte, men den kan forekomme hos store racer.
Dysplasi er en multifaktoriel lidelse, hvilket vil sige, at både genetik og miljø spiller en rolle for udvikling af lidelsen. I opvæksten har foderets sammensætning en stor betydning for knoglernes vækst, og overvægt samt overdreven aktivitet øger risikoen eller forværrer tilstanden.
Symptomerne vil oftest ses som halthed, besvær med at rejse sig, nedsat bøjelighed, hævet og ømt led, stiv gang på bagben, muskelsvind på bagpartiet og smerter.
For at stille diagnosen dysplasi vil dyrlægen foretage en klinisk undersøgelse, hvor der bliver set på, hvordan katten bevæger sig, om der er smerter, hvordan bevægeligheden er i leddet. Til sidst vil katten blive bedøvet for at tage et røntgenbillede af hofterne og/eller albuerne, for at se om der er ledforandringer.
Dysplasi er sjældent noget som belaster katte, idet de er meget atletiske, men i så fald det er til gene, vil behandlingen oftest være smertestillende og i grove tilfælde operation. En kat, som har fået konstateret dysplasi bør ikke anvendes i avlen. 

Arvelige lidelser;
Fra både moderkatten og faderkatten nedarves der anlæg. Et gen består af hvad man kalder DNA, som er det kemiske grundlag for arven. Al arv sidder på kromosomerne, som er mikroskopiske spiralformede kæder, som befinder sig i vævscellerne. Katte har i alt 19 kromosompar, det vil sige 38 kromosomer samt 2 kønskromosomer, som er XX hos hunkatten og XY hos hankatten.
Ved dannelse af æg og sædceller (kønsceller), halverer genmaterialet sig, således at katten får et dobbelt sæt DNA (som jo er genmateriale) – et sæt fra moderen og et fra faderen, hvilket betegnes som kattens genotype. Det resultatet der kommer til udtryk af generne i forhold til hinanden, betegnes for kattens fænotype.

Arvelige lidelser er således sygdomme, som er forbundet til kattens kromosomer. Disse lidelser kan i nogle tilfælde vise sig allerede ved fødslen, mens andre først opdages ved killingens første sundhedstjek hos dyrlægen, hvorimod andre lidelser først viser sig efter flere år.

Sygdommene kan nedarves på forskellig vis, og måden de er nedarvet på er afgørende for, hvor let eller svært det er at bekæmpe sygdommen via målrettet avl og tests.

Der findes sygdomme, der kræver flere forskellige gener for at udvikle sig, og disse kan være meget svære at avle sig ud af. Denne slags arvelighed kaldes for polygen eller multifaktoriel nedarving. Et eksempel herpå kan være HD.

Dominant arvelighed;
Dominant arvegang vil sige at generne er dominerende. De sygdomme der nedarves dominant er lettest at avle sig ud af, da disse lidelser er bestemt af et eller meget få gener. Alle katte som bærer det syge gen, vil blive syge, og det er derfor muligt at udelukke dem fra avlen. Et problem kan dog være, hvis det handler om en sygdom som viser sig i en sen alder, og katten på det tidspunkt allerede er anvendt i avl.
Et eksempel på en lidelse, som nedarves dominant kan være HCM.

Recessiv arvelighed;
Recessiv arvegang vil sige at generne er vigende. Sygdomme som nedarves recessivt er sværere at avle sig ud af, og denne gruppe er langt den største. For at en kat kan udvikle en sygdom, som opstår ved recessiv arvegang, skal der forekomme et sygdomsgen fra begge forældre til denne kat. Der er mange sunde sygdomsbærere, da katte kan have et recessivt sygdomsgen i sig, uden selv at udvikle den pågældende lidelse.
For at avle uden om recessive sygdomme, må man rutineteste alle katte, før de anvendes i avl. I fremtiden vil DNA-tests være ganske nyttige i denne sammenhæng.
Man må også udelukke alle syge katte og nære slægtninge af avlen. Man skal huske, at de nære slægtninge er potentielle sygdomsbærere.
Et eksempel på en lidelse som nedarves recessivt kan være PKD.

FIV (Felin Immundefekt Virus);
Felin Immundefekt Virus betegnes som katte-AIDS, idet viruset rammer katten på samme måde som hos mennesker, trods det at de to vira ikke har andet til fælles.
Inkubationstiden er den tid, som det tager fra katten bliver smittet, til symptomerne bryder ud. Denne kan vare op til 6 år, derfor ses der sjældent FIV på unge katte.
FIV smitter hovedsageligt ved bid, men der hersker stadig tvivl om, hvorvidt det også smitter ved parring eller anden nærkontakt.
Katte, der lever tæt sammen i områder eller katterier er mest udsatte for viruset. Fertile hankatte har størst chance for at blive smittet, idet de slås og bliver bidt.
FIV er en virusinfektion, som gradvis ødelægger de hvide blodlegemer. Sygdommen kan inddeles i tre stadier, hvor der i første stadie typisk kun er let forbigående symptomer. I andet stadie vil der typisk ikke være noget at bemærke på katten, og dette stadie kan vare i flere år. I tredje stadie vil symptomerne blive kraftigere og katten vil blive mere og mere syg. De hyppigst forekommende symptomer på infektionen er irritation i tandkødet omkring tænderne, abscesser (bylder) der ikke vil hele op, vægttab, blærebetændelse, øjenbetændelse, lungebetændelse, anoreksi, diarre, dehydrering, nedstemthed, hævede lymfekirtler og generelt uspecifikke kliniske symptomer.

Grunden til at lidelsen kan vise sig på så mange forskellige måder er, at immunforsvaret nedbrydes af virus.
Diagnosen stilles af dyrlægen ud fra påvisning af antistoffer ved hjælp af en blodprøve og et test-kit samt klinisk-patologiske fund. Der er ingen behandling mod lidelsen.

FeLV (felin Leukæmi Virus);
FeLV skyldes et leukæmivirus.
Inkubationstiden er noget usikker, men menes at være 2-3 måneder. Få dage efter viruset er optaget i organismen, ses det at katten er nedstemt, utrivelig, tør strittende hårlag, gulsot, begyndende afmagring, hævede lymfekirtler, hoste, vejrtrækningsproblemer, evt. brækning og diarré.
Det er muligt at vaccinere mod lidelsen, men de FeLV vacciner, som er tilgængelige i dag, beskytter ikke 100 %.
Ofte ses FIV og FeLV sammen.

Diagnosen stilles af dyrlægen ud fra påvisning af antistoffer ved hjælp af en blodprøve og et test-kit samt klinisk-patologiske fund. Der er ingen behandling mod lidelsen.

FIP (Felin Infektiøs Peritonitis);
FIP står for smitsom bughindebetændelse, som skyldes et coronavirus.
Der findes to typer af feline coronavirus (FCoV); feline enteric coronavirus (FECV) & feline infectious peritonitis virus (FIPV).
I store kattehold ses det, at op til 90 % af kattene har coronavirus i sig, hvorimod det i en generel kattepopulation normalt ses, at op til 40 % af kattene har coronavirus i kroppen.

Undersøgelser har vist, at coronavirus i nogle tilfælde muterer, og dermed bliver til FIP. Det er tilsyneladende ikke hos alle katte, der er smittet med viruset, hvor det bryder ud. Derfor får størstedelen af katte med FIP ikke smitten fra en anden kat, men fordi deres egen coronavirus muterer.
Man ved ikke med sikkerhed hvorfor, men det tyder på at stress kan have en stor negativ påvirkning.
Overførsel af FIP direkte fra kat til kat er derfor mere end undtagelse end en regel.
 
Lidelsen kan opdeles i tre former. – En tør, våd og en kombination af de to typer.
Den tørre form opdager ejeren typisk ikke, fordi kattens udseende ikke er forandret. Ved denne form kan symptomerne være øjenbetændelse og nervelammelser.
 
I modsætning til den våde form, hvor kattens bugomfang og brysthulen kan være forøget, idet der ofte indeholdes væske.
Symptomerne ses som feber, ophørt appetit, forandret vejrtrækning, slingerhed, krampe og balanceforstyrrelser.
Diagnosen er meget svær at stille, og der findes ingen behandling for sygdommen.
Det er ikke muligt at forebygge ved hjælp af vaccination.

Katteinfluenza;
Katteinfluenza er en samlet betegnelse for infektionssygdomme i de øvre luftveje hos katte.
40-45 % af alle tilfældene skyldes smitte med herpesvirus og 40-45 % skyldes smitte med calicivirus. I resten af tilfældene skyldes smitten infektion med chlamydia.
Symptomerne minder meget om hinanden ved herpesvirus og calicivirus.

FHV1 (Herpesinfektion);
Herpes virus kaldes også Felin Rhinotracheitis virus, og er en infektion i kattens øvre luftveje, næse, øjne og øjenslimhinden, tonsillerne og i den bløde gane.
Hvis en kat er inficeret med Herpesvirus, vil den periodevis resten af sit liv udskille viruset. En kat kan være aktiv virusudskiller i mange uger, efter en overstået infektion.
Stress vil ofte føre til aktivering af virus og der vil kort tid efter ses symptomer på infektion. Der går ofte 2-6 dage fra smitte til udbrud. Symptomerne afhænger af, om katten er vaccineret, dens alder, dens sundhedstilstand og varighed af smittepåvirkningen. Katte smittes ved tæt fysisk kontakt.
Symptomerne vil ofte ses som kraftig nysen, flåd fra næse og øjne, feber, hoste, alment dårlig eller manglende ædelyst. Der kan sjældent også ses sår på hornhinden.
Diagnosen stilles ud fra kliniske symptomer og evt. en laboratorietest via svab fra slimhinden. Der er ingen effektiv behandling mod herpesvirus. Man kan blot give understøttende behandling i form af væske, næring, antibiotika og øjensalve.
Katte som én gang er testet positiv for herpes, bør ikke indgå i avl.

Calicivirus;
Calicivirus er en meget udbredt virus infektion, som hovedsageligt sætter sig på de øvre luftveje og i mundhulen hos kat. Viruset kan også involvere andre organer.
Der findes mange variationer af Calicivirus, idet dette virus let muterer, og dermed snyder immunforsvar og vacciner.
Symptomerne ses typisk 2-10 dage efter smitte, og ses oftest som milde forkølelsessymptomer, så som feber, øjenbetændelse, mundhulebetændelse, flåd fra næsen, nysen, halthed og i nogle tilfælde ses der sår rundt omkring i kattens hoved. I sværere tilfælde ses der også hoste, vejrtrækningsproblemer, appetitløshed, blødninger og akut død. Grad, type og varighed af symptomer kan variere meget.
Calicivirus er meget smitsomt og derfor også meget udbredt. Det kan smitte ved nærkontakt med syge katte eller via mennesker og genstande, som har været i kontakt med en syg kat.
Killinger, ældre, svækkede og uvaccinerede katte er mest udsatte.

Vaccinen mod Calicivirus beskytter desværre ikke fuldstændigt, og derfor kan vaccinerede katte også få et let udbrud af viruset.
Dyrlægen kan stille diagnosen ud fra symptomer, men det kan ofte være svært at skelne mellem Calicivirus og andre vira, som kan være årsag til katteinfluenza. Oftest tages der et svab fra mundhulen på katte med viruset i udbrud.
Der er ikke nogen egentlig behandling mod Calicivirus, idet det er virus som immunforsvaret selv skal bekæmpe. Man kan kun give understøttende behandling i form af væske, næring, antibiotika og smertestillende.
I de fleste tilfælde kommer katten sig fuldstændig.

Chlamydia;
Chlamydia er en infektion, der typisk sætter sig som øjenbetændelse.
Symptomerne vil se ud som vedvarende øjenbetændelse og i nogle tilfælde ses der samtidig flåd fra næsen og hoste. Ofte starter infektionen i det ene øje, som katten vil knibe sammen af smerte. Flådet fra øjet ses i starten som vandigt og vil senere hen blive gulligt og tyktflydende.
Diagnosen stilles ud fra en prøve fra kattens øjenslimhinde. Der kan kun testes for lidelsen, såfremt den er i udbrud.
Chlamydia kan behandles med visse typer antibiotika, og er hos de fleste katte ikke livstruende. I milde tilfælde vil katten blive rask uden behandling.
Smitten overføres ved direkte kontakt, og typisk fra moder til killinger. Det spredes specielt gennem kontakt med sekret som øjenflåd og næsesekret.
Mange katte er smittede uden selv at vise symptomer, hvilket kaldes raske smittebærere.

Kattesyge;
Kattesyge er et virus, der er kendetegnet ved et eksplosivt, kort forløb og en høj dødelighed. Viruset rammer oftest unge katte under et år, men alle katte kan blive ramt af smitten.
Kattesyge er yderst smitsomt og smitter via direkte kontakt mellem katte. Viruset bliver udskilt via afføring. Viruset kan leve i lang tid uden for katten, derfor kan smitten også ske uden nærkontakt mellem katte.
Symptomerne på kattesyge ses som feber, opkastninger, diarré, alment dårlig og manglende appetit. På grund af opkast og diarré, ses der hurtigt væskemangel hos katten.
Symptomerne, som er meget karakteristiske, stilles ud fra kliniske fund, eller evt. en blodprøve.
Der findes ingen behandling mod kattesyge. Man kan blot sørge for understøttende behandling i form af væsketerapi, næring, antibiotika.
Katte som overlever viruset vil opnå livslang immunitet. Lidelsen kan forebygges ved vaccination.

Blodtype;
Blodtypen hos katte kan enten være A, B eller AB.
I kattens blod forekommer der naturligt antistoffer mod de andre blodtyper. Dermed har alle blodtype B katte, ældre end 3 måneder, et højt niveau af antistoffer med blodtype A.
Modsat har alle katte med blodtype A, meget svage anti-B stoffer.
Da katte med blodtype AB udtrykker begge antigener i deres blodceller, har de ingen antistoffer i blodet.
Blodtype A er den hyppigst forekommende blodtype blandt katte. Blodtype AB må betragtes som sjælden.
Studier har vist, at prævalensen af katte med blodtype B varierer meget efter geografisk beliggenhed.
Blodtypen nedarves fra forældredyrene, men den præcise arvegang inden for kattens AB-blodsystem er endnu ikke klarlagt. Man ved med sikkerhed, at det gen som udtrykker blodtype A, dominerer over det gen som udtrykker B. Katte med blodtype B kan derfor kun have haft forældre med blodtype B.
Katte som har blodtype A, kan have haft forældre med begge blodtyper. – Altså eks. forældre med hver deres blodtype.
Viden om kattens blodtype er vigtigt i en situation med blodtransfusion eller ved fødsel og diegivning af killinger, da det høje niveau af antistoffer for blodtyperne imellem giver en kraftig uforlignelighedsreaktion. Reaktionen kan i værste fald ende med at katten ikke overlever. Men da der er en forholdsvis lav andel af katte med blodtype B, er situationen heldigvis ikke så almindelig.

Hvis en hunkat parres med en hankat med en anden blodtype end hendes egen, kan der overføres antistoffer mod den anden blodtype til killingerne via råmælken. Killingers tarm er modtagelig for disse antistoffer de første 16-24 timer efter fødsel. Hvis man er bekendt med forældrenes blodtype, bør man derfor ikke lade killingerne die det første døgn efter fødsel. Skulle det ske at killingerne dier det første døgn, kan man opnå Neonatal Isoerytrolyse, der ses ved symptomer som sløvhed, gulsot og evt. brunfarvning af urin. Killingerne bliver oftest meget syge kort efter fødslen, og overlever kun i 2-3 døgn efter symptomerne ses.

Vaccination;

Der findes i dag vacciner mod flere af de virussygdomme katte kan få. Vaccinerne kan enten beskytte mod en enkelt sygdom, og kaldes da monovalent, eller beskytte katten mod flere forskellige sygdomme, og kaldes da polyvalent. Dette gør, at man har mulighed for at planlægge et vaccinationsprogram for hver enkelt kat, alt efter hvad behovet er.

Når man vaccinerer en kat, giver man den en injektion (indsprøjtning) med det smitstof, det kan være virus eller bakterie, som man ønsker at katten skal danne antistoffer imod.
For at katten ikke skal blive syg af det smitstof som man injekserer den med, men alligevel sætte immunforsvaret i gang, må man give smitstoffet i en ændret form, nemlig som levende eller dræbt smitstof.

Ved at anvende dræbt smitstof i vaccinen hindrer man, at der forekommer opformering af smitstoffet i dyret efter injektionen, og der er ingen risiko for at katten bliver syg deraf. Katten danner antistoffer pga. det store indhold af dræbte antigener i vaccinen, og bliver dermed immun overfor det pågældende smitstof.

Ved at anvende levende smitstof i vaccinen, kan der i nogle tilfælde ses lette bivirkninger hos katten efter injektion, men dette er dog sjældent.

Symptomerne vil ses som nedstemthed, træthed og manglende appetit, der kan komme en lille hævelse på injektionsstedet, som dog forsvinder indenfor kort tid. Nogle gange kan der også ses en forhøjet kropstemperatur, som skal være overstået på mindre end 2 døgn.

Yderst sjældent ses der en allergisk reaktion over for vaccinen. Men hvis katten er vaccineret første gang uden reaktion, er der meget lille risiko for reaktion på efterfølgende vacciner. En sådan allergisk reaktion kaldes for anafylaktisk chok, og vil ses inden for 10 minutter efter vaccinationen. Det er vigtigt at tage tilbage til dyrlægen hurtigst muligt, så katten kan behandles.

Disse meget små og sjældne bivirkninger af vaccination, skal sammenlignes med de langt større komplikationer der kan opstå ved de katte, som ikke er vaccineret.

Killinger modtager antistoffer via råmælken fra moderen det første døgn. Disse antistoffer passerer via tarmen og bliver optaget i blodet, hvor de beskytter killingen de første leveuger imod infektioner, og forsvinder langsomt igen. Killinger er kun dækket imod de infektioner, som moderen selv er immun overfor. Denne type for immunitet kaldes maternelle antistoffer.
Hvor længe disse antistoffer holder, afhænger af moderens vaccinationsstatus og det aktuelle smittepres. Disse antistoffer kan maksimalt dække killingen op til 16 ugers alderen.
Når killingen har et lavt indhold i blodet af maternelle antistoffer, kan man begynde at vaccinere den, for først da kan man aktivere killingens eget immunsystem. Man vaccinerer typisk en killing når den er 12 uger gammel, men kan vaccinere helt ned til 8 ugers alderen. Killinger revaccineres altid med 2 vacciner med 3-4 ugers mellemrum, hvilket kaldes basisvaccination. Efterfølgende vaccineres katten én gang årligt.
Killingen skal være fundet helt rask ved en klinisk undersøgelse hos dyrlægen, før man påbegynder et vaccinationsprogram. Hvis killingens immunforsvar arbejder med et virus, kan det måske ikke også bearbejde en vaccine og danne de nødvendige antistoffer.

Trods det, at ens kat er vaccineret, kan der stadig forekomme let forbipasserende symptomer på virus, hvis katten bliver udsat for smitte. Virusforløbet vil ikke være kritisk og kræver sjældent behandling. Kattens immunitet fra vaccinen kan gennembrydes, og dette afhænger af kattens evne til at danne antistoffer efter en vaccine og smittepresset i det omgivne miljø. Endvidere kan kattens modstandskraft svækkes af stress og andre påvirkninger.